Hvad er tosprogethed? Betydningen af at tale sprog
Det er let at genkende, at fænomenet, der giver titel til denne tekst, er i mode. Disse dage taler vi ikke om nogen form for tosprogethed selvfølgelig
Fra de små forhistoriske stammer, der netop på grund af deres lille størrelse måtte forstås med naboerne at forhandle, selv for eksempel koiné i det antikke Grækenland har evnen til at tale flere sprog altid været til stede og har været et væsentligt kendetegn ved de mest primitive samfund.
Hvad er tosprogethed?
Den tosprogethed, vi lever i dag, er den af en massivt globaliseret verden med et klart dominerende lingua franca (engelsk) og minoritetssprog, men som i større eller mindre grad udsættes for hele verden. Muligheden for at være tosprogede i dag betyder den virtuelle mulighed for at kende ethvert sprog, der eksisterer nu på ethvert sted på planeten .
Og alt dette, fordi hjernen på et tidspunkt i menneskelig udvikling blev så kompleks og formbar, at den blev i stand til at lægge grundlaget for et sprogligt system, alle dets mulige varianter og evnen til at lære dem. Hvordan forklares det?
I forvejen forstår næsten alle definitioner af tosprogethed, at der i tosprogede mennesker er et modersmål eller dominerende, og et andet sprog (taler på en mindre stringent måde, kan det forstås, at det også kan forekomme, når der er mere end et "sekundært" sprog, eller at tale om flersprogethed), og det er meget sjældent at ignorere denne hierarkiske skelnen mellem sprog ved blot at forblive i definitionen af tosprogethed som evnen til at mestre to sprog. De flersprogede eller ægteskabelige mennesker er praktisk taget ikke-eksisterende. Derfor vil den tosprogede person i langt de fleste tilfælde have a primære sprog (L1) og mindst en sekundært sprog (L2).
Vi har dog endnu ikke tilbudt en komplet definition. Det skyldes, at selve konceptualisering af tosprogethed er et kontroversielt problem. Da nogle forfattere kan hævde, at dette kun sker, når en person kontrollerer de grammatiske strukturer i L1 og L2, er der også definitioner af tosprogethed som evnen til at have en minimumskompetence i tale, forståelse, læsning og skrivning af et andet sprog end moderen
Typer af tosprogethed
Det er nyttigt at kende sondringen mellem additiv tosprogethed og ekstraktiv tvåsprogethed .
Denne klassifikation reagerer på tilfælde, hvor et sprog supplerer den anden (den første kategori) og dem, hvor et sprog har tendens til at erstatte den anden. Denne substitutionsmekanisme vil blive forklaret af de vaner, told og sammenhæng, der er knyttet til brugen af sprog, som den samme person dominerer, snarere end fra de biologiske strukturer, der er fælles for alle mennesker. Hvis et sprog er mere værdsat end et andet, har det mere prestige, mere høres, eller der er simpelthen ingen kommunikative situationer, hvor et af sprogene kan bruges, vil et af sprogens domæne ende med at falde. Denne proces er ikke forklaret, derfor af de neuropsykologiske baser, men den eksisterer også.
En anden vigtig sondring er den samtidig tosprogethed og successiv tosprogethed .
Den første er resultatet af udsættelse for forskellige sprog under meget tidlige stadier af vækst, selv i de første sproglige trin i de første måneder af livet. I det andet sprog læres et sprog, når der allerede eksisterer et veletableret primærsprog. Disse er konstruktioner lavet til at forklare forskellene i domænet af L1 over L2, idet disse er mere tydelige i tilfælde af successiv tosprogning.
Udviklingen af tosprogethed
Tilpasningen mellem primærsprog og sekundærsprog er lavet fra de første udstillinger til tale. Den første ting, der præsenteres er en fonologi på tværs af sprog : det vil sige en fonologi, der bruger et repertoire af fonemer, der er praktisk talt de samme på begge sprog. Så ville der være parallel udvikling i form af fonetik, morfologi og syntaks, og endelig bevidstheden om tosproget evner (og derfor evnen til at oversætte bevidst).
I senere faser er læringen af kontekstuel brug af forskellige sprog relateret til holdninger, påvirker, specifikke situationer mv. ubevidst. Det vil sige, det bliver et kontekstuelt værktøj. Af denne grund taler nogle mennesker altid på catalansk i akademiske sammenhænge, selvom der ikke er nogen skriftlig eller ufrivillig regel, der kræver det. Vi må ikke glemme, at sprogindkøb og produktion er medieret af miljøet, og det er i en bestemt sammenhæng, hvor et sprog bruges.
De videnskabeligt beviste fordele ved at tale flere sprog
Der er en videnskabelig konsensus om det i yngre aldre er der mere cerebral plasticitet , det vil sige, at hjernen er mere følsom over for ydre stimuli, der forårsager ændringer i nervesystemet. Denne plasticitet gør det muligt at lære nye sprog relativt længe (der er endda snak om kritiske perioder, fastlæggelse af en tærskel for tid, som et hvilket som helst sprog kan læres hurtigt), og denne læring medfører igen mange andre fordele. Den største fordel ved disse unge lærlinger er ikke kun i den hastighed, hvormed de kan begynde at tale på et andet sprog: deres evne til præcist at udtale sekundærsprogets fonemer i forhold til de successive tosprog er også signifikant.
Dette gifter sig med det "ubegrænsede antal fonemer", som nyfødte har. Som regel er jo tættere fødslen og indlæringen af et nyt sprog i tide, desto mindre sandsynligt er det, at evnen til at differentiere og producere visse fonemer, der anvendes på dette sprog, vil være gået tabt.
På den anden side har voksne, når de lærer et sprog, ressourcer, som yngre børn ikke kan have. Det mest tydelige er den kognitive kapacitet, men også muligheden for selvmotivering, bevidst læring mv. Men ud over udviklingspsykologien gør det muligt at lære flere sprog. I den forstand både samtidige og successive tosprogede sprog bruger sprogene til at reagere på en bestemt kontekst .
Der er mange kriterier for at forklare og forudsige den tosprogede udvikling af mennesker. Fra et mere positivistisk perspektiv er variablen "eksponering for et sprog" målt efter den tid, hvor emnet udsættes for hvert sprog, gyldigt. Det samme gælder for variablen "sprog, som det har været udsat for før". Imidlertid kan vi også overveje variabler som barnet føler for højttaleren på hvert sprog (i sit nærmeste miljø, selvfølgelig), den sammenhæng, hvori den bruger hvert sprog og dermed behovet i forbindelse med brugen af hvert sprog. sprog. Denne type kvalitativ analyse undgår imidlertid prædiktionerne for de fleste forskningslinjer, mere fokuseret på et arbejdsmiljø eller et akademisk miljø, der er defineret af asepsis og endimensionalitet af menneskelige relationer.
I kontekst
Det menneskelige sinds evne til at lære mere end et sprog kan forstås både som en fordel og som en begrænsning. Der er ingen tvivl om, at dette er en fordel i det tillader fremkomsten af nye måder at tænke på , føler og selv løse problemer. Der er endda tale om fordele for hjernen ud over det sproglige omfang. Evnen til at mestre sprog er imidlertid også en begrænsning i en verden, hvor viden og færdighed er blevet funktioner , træk, der hjælper dig med at positionere dig i en konkurrencedygtig verden, der altid kræver nye og større kompetencer.
